top of page

Børns søvn 1-6 år: Hjælp dit barn til at falde i søvn og sove godt

7 trin til de skønneste putninger og god nattesøvn. Her kan du læse om, hvordan du kan skabe gode forudsætninger for dit barns søvn.

Udgivet 11.04.26

isaac-quesada-1tsLPETXzUU-unsplash.jpg

At finde fortrolighed med at sove er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Det kan tage år for dit barn at udvikle tilstrækkelig tryghed til at sove, og mange børn på 1-6 år kæmper før eller siden med at falde i søvn, sove igennem og senere med at falde i søvn på egen hånd. 


Langt de fleste familier oplever derfor perioder med knas omkring putning og nattesøvn, og det kan være nok så krævende. Vi kan komme til at længes efter en lille stund til os selv eller tid med vores partner. Vi kan føle os trængt op i en krog og nogle gange måske blive helt desperate og komme til at skælde ud. 
 

Det er ikke rart for nogen, og det gør det på ingen måde nemmere. Så hvordan kan vi finde en vej? Hvad handler det egentlig om, og hvordan kan vi hjælpe?


Vi kan jo ikke tvinge nogen til at sove. Du kan ikke bare bestemme, at dit barn skal give slip, og så falder det i søvn. Sådan fungerer det ikke. På et tidspunkt vil det måske falde i søvn af udmattelse, men det er noget ganske andet end at falde  fredfyldt i søvn.
 

Det gælder om at prøve at skabe så gode omstændigheder for søvn som muligt. Hvis dit barn på 1-6 år er træt, føler sig forbundet til dig, og der ikke er noget i vejen, så kan det falde i søvn.


Derfor vil vi i denne artikel se på, hvordan du med dit søvnritual kan styrke dit barns
tilknytning, og hvordan du kan hjælpe det til at finde ro de gange, hvor det er svært.

richard-r-i2gwG2UkQqs-unsplash.jpg

1. Nærværende afrunding af dagen giver bedre søvn

1. Nærværende afrunding

Dit barn oplever og lærer en hel masse hver dag. Der er nye lege, indtryk og relationer, og måske har I været væk fra hinanden i en periode. Dit barn kan have brug for at bearbejde disse oplevelser, inden det kan finde ro. Med den rette hjælp, vil indtrykkene kunne falde på plads i dets sind og give mening, og det vil da få nemmere ved at falde i søvn og sove godt.


Det har vist sig, at det er godt at putte så meget dejlig kontakt ind i aftenrutinen som muligt. Kontakten giver dit barn tryghed til at vise dig, hvad det har indeni, og hvad der fylder, og det længes efter på sin egen måde at dele disse ting med dig, inden det skal sove. 


Hvis du kan byde sjov og tumleri velkomment og udvise varme og nærvær, vil det befordre, at dit barns lege, fortællinger og følelser kan boble op, lige som dit barn har brug for. Du er med på dets side, og du lytter og rummer.

2. Dejlig fysisk leg før sovetid opbygger tryghed og selvtillid hos dit barn på 1-6 år

2. Dejlig fysisk leg før sovetid

I modsætning til hvad de fleste forældre tror, ​​kan livlig fysisk leg før sengetid være virkelig gavnligt. En stund, hvor I leger og mosler rundt sammen, vil ofte bringe masser af latter, og latter er det dybeste, stærkeste og hurtigste middel til at skabe kontakt mellem mennesker. 
 

Når I griner sammen, kommer dit barn af med spændinger fra dagen. Latter heler lettere frygt, den heler generthed, den hjælper til mere selvtillid, og den bringer jer tættere. 
 

Det er vigtigt, at du lader dit barn have overhånden i legen, at du aldrig kilder, skræmmer eller på anden måde dominerer. Hvis du kan gå efter dit barns latter ved at tage den mindre magtfulde rolle, er det en fantastisk måde at knytte bånd på.

Prøv en aftenbrydekamp, ​​en pudekamp eller en omgang Jeg vil give dig 100 kys. Du erklærer
glad og selvsikkert “Jeg vil give dig 100 kys!”, og så “Hov, vent, du stikker af!” Du snubler over
dine ben i den fangeleg, der opstår, og dit barn slipper væk fra dig igen og igen. Du lykkes
måske med et par kys, men kun lige akkurat. Læg mærke til, hvad der får dit barn til at grine,
og gør mere af det. Lad dit barn vinde i legen.

Du kan også rulle rundt sammen med dit barn, I kan hoppe ned fra sofaen, eller hvis dit barn
kan lide det, kan du kaste det op i luften, så det falder ned på sengen. Al den slags kan bringe masser af dejlig latter.

3. Et kærligt putteritual gør, at dit barn kan sove trygt

3. Et kærligt putteritual

I skal finde et putteritual, der passer jer godt, og det må sikkert justeres og ændres med jævne mellemrum. Forsøg så vidt muligt at skabe en rar stemning i familien ved sengetid og at tale med rolig stemmeføring.


Det er godt at overveje, hvad dit barn kan lide, hvad det synes er hyggeligt, og hvordan det bedst kan mærke jeres kontakt. Det er meget forskelligt, hvad børn holder af af historier, godnatsange, massage, nusseri osv. Efterhånden kan du spørge dit barn om disse ting og høre, hvordan det synes, putningen kan blive allerdejligst.
 

Måske snakker I om, hvad der er sket i dag, og hvad I skal i morgen. Du kan fortælle dit barn, hvor glad du er for at være dets mor eller far. Du kan fortælle noget, som du har lagt mærke til ved dit barn i dag og noget, du særligt kan lide ved det. Hvis dit barn har lyst, kan det også sige ting hertil eller ting til dig.

4. Putteritualet skal ikke være for langt

4. Putteritualet skal ikke være for lang

Det er en god ide at sørge for, at putteritualet ikke bliver for langt. Dit barn er træt, og sammen med den varme, tryghed og ro, som du udviser, kan det skabe rum for, at dets følelser kan boble op. Hvis det er tilfældet, vil du gerne have overskud og opmærksomhed til at kunne lytte, så dit barn kan læsse af, inden det falder i søvn. 
 

Hvis putteritualet bliver for langt, vil der være risiko for, at du længes efter voksentid eller selv bliver træt og ikke så godt orker at håndtere dit barns følelser.
 

Det er ikke sikkert, dit barn nemt begynder at græde, selvom det har brug for det. Dette behov kan vise sig på forskellige måder. En del børn vil bede om en historie til, en sang mere og så et glas vand, eller de mangler lige at sige godnat til bamsen, og så skal dynen vendes… Dette er tegn på, at der er følelser i vejen for, at det kan finde ro. 


Her er det godt at huske på, at dit barns lyst og behov ikke altid er det samme, og det er dig, der ved, at det har brug for sin søvn. Derfor må du varmt og venligt sige nej. Dette vil nok være præcis det, dit barn har brug for. Din kærlige grænse vil være som at prikke hul på en udspilet ballon, og følelserne kan endelig finde vej ud.
 

Læs også: Sådan sætter du sunde grænser

greg-pappas-rUc9hVE-L-E-unsplash.jpg

5. Nærværende lytning, når dit barn
har brug for at læsse følelser af, hjælper gevaldigt på søvnen

5. Nærværende lytning

​​Gode ting at have med, når du lytter til dit barns følelser ved sengetid: 

 

Vid, at det er godt, følelserne kommer ud. 

 

Sæt eller læg dig hos dit barn. Indstil dig på at lytte. Træk vejret.
 

Tilbyd øjenkontakt. 
 

Sig kun lidt og med rolig stemmeføring.
Lyt, så længe du kan. Det er godt nok. 


Læg mærke til, om du selv har brug for at blive lyttet til bagefter.

Find en lyttepartner.

Det er umuligt for os forældre at beskytte vores børn mod svære følelser. Og heldigvis er det heller ikke det, de har brug for. Men vi kan lære at hjælpe dem med deres følelser, når de har dem. Vi kan lære at hjælpe dem ved at lytte og rumme.

 

Det er helt almindeligt, at børn har brug for at græde, inden de kan sove. Nogle gør det ofte og andre kun en sjælden gang imellem. Dit barn vil gerne vise dig, hvordan det har det, og hvis  du lytter med ro og nærvær, kan det efterhånden give slip på eventuel anspændthed, der sidder i dets krop og sind.

 

Det er nemlig sådan, at vi mennesker har en helingsmekanisme. Vi kan hele svære oplevelser, store som små, og dit barn ved helt instinktivt, hvordan det skal bruge den. Helingsmekanismen består i at mærke sine følelser og give plads til dem, sådan at de kan komme ud. Når dit barn griner, græder, raser, ryster, sveder eller gaber, er det tegn på, at helingsmekanismen er i gang.

 

Det, der skal til for, at den kan virke, er dit varme, afslappede nærvær. Dit nærvær giver dit barn den tryghed, det har brug for for at kunne give slip, og dermed kan følelserne få lov at strømme ud.

 

Efter dit barn har sluppet følelserne ud, vil det blive lettet og afslappet. Det vil komme hjem til sig selv igen, det vil bedre kunne mærke din kærlighed og tage den ind.

 

Din omsorg og fortroligheden i mellem jer stimulerer frigivelsen af hormonet oxytocin, hvilket giver en følelse af tryghed og samhørighed og virker beroligende. Disse ting tilsammen giver gode forudsætninger for, at dit barn kan give slip og falde i søvn.

Du kan læse mere om at lytte til dit barns følelser her

Nogle børn vågner og har brug for forsikring om, at du er der. Dit barn vågner måske bare halvt op, og du kan med en rar hånd og kærlige ord hjælpe det ned i søvnen igen. Hvis det ikke har fået læsset af, er der imidlertid risiko for, at følelser kan dukke op og vække det igen og igen. 


Nogle børn har brug for at græde meget. Hvis du er urolig over dit barns gråd og er i tvivl om, hvorvidt der er noget galt, er det altid en god ide at spørge sundhedsplejerske eller læge.

6. Leg og nærværende lytning i løbet af dagen styrker kontakten og bidrager til god søvn

6. Leg og nærværende lytning

Det giver god mening at gøre så meget af kontaktarbejdet om dagen som muligt, så alle i familien kan sove godt om natten. Det er nok ikke muligt helt at undgå nattebøvl, men man vil ofte kunne gøre en del om dagen.


Derfor anbefaler jeg stunder med dejlige grinelege og Speciel tid, og jeg anbefaler
nærværende lytning, når dit barn har brug for at læsse af i løbet af dagen. Disse redskaber knytter jer sammen på fineste vis, og de bedrer forudsætningerne for, at dit barn kan falde i søvn, fredfyldt og forbundet.

Du kan læse om Speciel tid her og om nærværende lytning her

7. Lyttepartnerskab for dig

7. Lyttepartnerskab for dig, fordi det ikke altid er let at lege og lytte

Mange af os er opdraget med, at gråd var tegn på noget dårligt, og at ikke-gråd var godt. Hvis vores forældre kunne få os til at holde op med at græde, så troede de, at målet var nået. Med de senere års forskning er det dog blevet tydeligt, at det ikke forholder sig sådan, for gråden har vigtige funktioner. 


Vores egen baggrund kan imidlertid sagtens stadig gøre det svært for os at lytte til vores barns gråd. Den måde, hvorpå vi selv blev bremset, når vi græd, vil kunne komme op i os som det, man gør, når børn græder. Hvis vi gerne vil ændre på vores evne til at rumme vores børn, er det derfor altafgørende, at vi får mulighed for at fortælle vores egne historier og mærke på dem.


Vi kan føle os utilstrækkelige, hvis vi ikke kan få vores barn til at holde op med at græde. Vi kan føle, at vi er dårlige forældre, der ikke forstår vores barn godt. Bekymringer kan fylde, og vi kan komme i tvivl om, hvorvidt vi gør det rigtige. Vi kan også nogle gange blive fortvivlede eller vrede, hvis det tager lang tid, og der ikke er tid tilbage til os selv.
 

Jeg foreslår altid forældre at finde en lyttepartner, så I kan udveksle lyttetid. Du kan læse en kort beskrivelse af lyttepartnerskaber her. Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte mig og komme til konsultation.

En del af de råd, jeg giver i artiklen Babysøvn 0-12 måneder, er også nyttige i de følgende år, så det kan være godt at læse den.

bottom of page