top of page

Min tilgang

Jeg vejleder forældre i København og omegn til at få en tættere kontakt med deres børn, forstå følelser og hjælpe børnene godt gennem svære stunder. Jeg vil også gerne hjælpe dig.

Det er dejligt at være forælder! Børn er vidunderlige, åbne, klar til at elske og blive elsket. De bringer det bedste frem i os. Vi arbejder hårdt for at gøre deres liv godt. Vores liv bliver rigere med al deres begejstring for at leve, den ømhed, de udviser, og deres skønne sans for leg og sjov.

​

Men forældreskabet er både vidunderligt og svært, og en af grundene er, at børn er fulde af følelser. Deres fryd gør på den ene side vores hjerter varme af glæde, men helt fra de første dage er der på den
anden side også ofte masser af gråd! Det er sjældent, at forældre er forberedt på at være sammen med mennesker, der kan være så passionerede. 


Desuden udvikler de fleste børn tidligt i livet mindst et par hverdagssituationer, der skaber store følelser. Det kan være adskillelse, at få tøj på, falde i søvn, deles om tingene, søskendeskænderier og de grænser, vi sætter. Du har garanteret selv et nuanceret kendskab til hvilke situationer, der kan gøre dit barn oprørt.


Så forældrearbejdet er både forunderligt, komplekst og krævende, ikke mindst følelsesmæssigt. Ofte er der ikke så meget støtte til at håndtere denne følelsesmæssige side af arbejdet, men det vil jeg gerne ændre på.

Trine leger med lille barn - lytter og ser ham og lader ham styre legen.

Jeg er Trine Maribo Carstensen, forældrevejleder, terapeut og underviser.


Med mine redskaber styrker og støtter jeg forældre som dig, så de får nemmere ved at forstå og guide deres børn. Jeg hjælper mødre og fædre til at skabe en nærende relation til deres børn - en relation, hvor leg, nærvær, sunde grænser og lytning til følelser skaber god tilknytning og hjælper børnene til at kunne bevare deres naturlige selvværd, deres nysgerrighed, deres sunde følsomhed og samtidig blive mere robuste. 
 

Trines Familieskole henvender sig primært til forældre med spædbørn og småbørn (0-6 år), men redskaberne holder meget længere end det.

5 virkningsfulde redskaber. Målet er, at du skal kunne
være den forælder, som du gerne vil være.

Jeg har 5 konkrete redskaber. De er solide og vel gennemprøvede, og de kan gøre forældreskabet vidunderligt og kraftfuldt på måder, de færreste går og forestiller sig. Jeg vil elske at lære dig at bruge dem i din familie. 


Hjørnestenene i metoden og tilgangen er nærvær, leg og lytning. Det enestående er dels, hvordan du kan styrke kontakten med dit barn gennem leg, og dels den forskel, det gør, når vi mennesker får mulighed for at læsse af følelsesmæssigt. Disse to elementer tilsammen vil vise sig at få afgørende betydning for din familie.


Hvis du kommer til mig, vil du lære, hvordan du kan komme i gang med at lege på måder, hvormed dit barn virkelig vil kunne mærke din kærlighed. Det vil nyde jeres kontakt i fulde drag, og du vil nok hyppigt se dit barn boble af lykke. 


Du vil også lære om dit barns følelser og med min støtte vil du efterhånden blive bedre til at rumme dem. Dermed vil du kunne være sammen med dit barn, når det arbejder sig igennem svære følelser, hvilket er noget ganske andet end at forsøge at stoppe dem.

​

Læs mere om de 5 redskaber her.

De 5 redskaber:

Nærværende lytning
Speciel tid
Legelytning
Kærlige grænser
Lyttepartnerskaber

Der er 2 enestående elementer ved denne tilgang

Det ene er en dyb og avanceret forståelse af, hvordan du kan styrke kontakten med dit barn gennem leg.
Det andet er, hvilken enorm forskel det gør, når vi mennesker, både børn og voksne, får mulighed for at læsse af følelsesmæssigt.

Disse 2 elementer tilsammen kan få en stor betydning for din familie.

Trine og lille barn kravler og griner

Min vision er, at familier skal kunne stortrives og virkelig have hinanden

Min vision er, at familier skal kunne stortrives. Vores verden er fortravlet, mange voksne er stressede, og mistrivslen blandt børn og unge er overvældende. Der er brug for forandringer på samfundsmæssigt plan, så familier får bedre vilkår - mere tid sammen, bedre økonomi og velfungerende pasningsmuligheder til alle - og i familierne er der brug for
dejlig leg og nærhed, gode trygge rammer kombineret med frihed til at prøve ting af, og at ingen skal behøve at klare svære ting alene.
 
Forældrearbejdet er overordentlig vigtigt i vores verden. Det bliver desværre endnu ikke altid anset, respekteret og behandlet som afgørende. Men forældre fortjener stor opbakning, så vi er mange, der er i gang med at ændre på det! Jeg brænder for med mit virke at styrke og støtte dig som forælder, så du kan vokse og trives i din rolle, skabe den dejligste familie og vide, at du gør det godt.


Jeg tror på, og min erfaring er, at mennesker er gode - alle mennesker. Vi vil det godt, både for os selv, for andre mennesker og for verden. Når vi ikke allesammen altid opfører os sådan, er det fordi, der er sket svære ting i vores opvækst og senere liv, som vi endnu ikke har haft mulighed for at bearbejde og hele. Men: Det er muligt at bearbejde tunge oplevelser og hele vores sår, så de ikke længere skal begrænse os, holde os isolerede fra andre mennesker og gøre vores liv kedeligt.


At støtte børn i denne grundtanke er revolutionært. Den befordrer, at vi møder hinanden med omsorg og forståelse. Den fremelsker tillid, åbenhed, venskaber og samarbejde, og dette er der stor brug for i en verden med adskillelse, udskamning, krig og ufred.

Vi passer nok særligt godt sammen, hvis…

  • du har brug for hjælp til at forstå, hvad der foregår inde i dit barn

  • du godt kunne tænke dig at nyde at lege

  • du gerne vil blive bedre til at rumme, når dit barn har store udbrud

  • du har svært ved at sætte grænser på en måde, der virker godt for både dit barn og dig

  • der kommer store følelser op for dig i dit forældreskab, som du gerne vil have hjælp til

  • du gerne vil arbejde dybt, du ønsker at lære, og du synes, det virker lovende, at du kan få støtte til at komme af med nogle af dine egne følelser

  • du gerne vil undgå at give dine mønstre videre til dit barn - eller i det mindste sørge for, at det får en fortyndet udgave af dem

  • du gerne vil have gode redskaber i dit forældreskab, både for dit barns og for din egen skyld.

 

Hvis du har på fornemmelsen, at der er noget fra din egen baggrund, der igen og igen spænder ben i dit forældreskab, kan det være en ide at få hjælp. Du kan måske mærke, der er noget, du har brug for at se på, men du ved ikke helt, hvordan du skal komme igang.

Min baggrund - 30 års erfaring med at hjælpe børn og voksne med følelser

Jeg har over 30 års erfaring med at hjælpe børn og voksne gennem svære følelser og ud på den anden side. Igennem alle disse år har jeg selv brugt aflæsnings-processen på daglig basis, så jeg har erfaret kundskab. Jeg ved, at det virker.
 

I 1992 begyndte jeg at lære Re-evaluation Counseling (RC), og herunder lærte jeg familiearbejdet at kende. Det er det, der danner grundlag for mit virke. Siden er jeg blevet certificeret RC-lærer, og i RC-regi holder jeg blandt andet forældrestøttegrupper, legedage, familiekurser, og jeg har et utal af individuelle samtaler med forældre. 
 

Jeg brænder for, at forældre skal lære denne tilgang, da den giver så ufattelig god mening. I 2016 begyndte jeg derfor at brygge på at åbne en familieskole, og i 2019 blev det en realitet. Jeg har i 2019 taget Professionals’ Intensive hos Hand in Hand Parenting og er nu i gang med at blive certificeret Hand in Hand instruktør. 
 

Du kan læse om Re-evaluation Counseling på www.rc.org og om familiearbejdet på www.handinhandparenting.org

Oprindelig er jeg uddannet fysioterapeut i 1991, og jeg har i 27 år arbejdet på Bispebjerg Hospital i København, det meste af tiden med svært syge neurologiske patienter. Fra 2019 begyndte jeg at arbejde som selvstændig fysioterapeut, og det gør jeg sideløbende med familieskolen.

M og T med hatte, ArdeÄšche 2017_edited_edited.jpg

Hvis du er nysgerrig, er her..

Lidt om mig og når jeg holder fri - familie, nære venskaber, sejlads og aktivisme

Jeg er født i 1966. Jeg er vokset op i en middelklassefamilie, og vi boede i parcelhus med have. Min søster kom til verden kun 13 måneder efter mig. Vi elskede at gå på bare fødder på græsset - det gør vi stadig - og vi legede meget ude på vejen sammen med de andre børn.


Min mor havde syv søskende, og min far havde to, så vi har et hav af fætre og kusiner. Familie og nære dybe venskaber er meget vigtige for mig, og jeg holder af at have mennesker i alle aldre i mit liv.


Jeg er vokset op med at sejle for sejl, og vi deler en sejlbåd i familien. Jeg elsker at være på havet. Her er man nødt til at kende, forstå og arbejde sammen med naturens store kræfter.   

​

Jeg forsøger at leve sundt - kan lide mad med grøntsager, kropsterapeutisk træning og at cykle rundt. Ture i skoven, samle urter og svampe giver mig dyb glæde og ro. 


Jeg er meget engageret i en verdensforandringsorganisation (Re- evaluation Counseling) og leder den danske afdeling. Jeg er klima- og fredsaktivist.


Som forælder er jeg mor til Matilde, der er født i 1992. Det meste af tiden har jeg været enlig forælder, men hendes far og jeg har altid det forældreskabet. Jeg var så heldig at møde Hand in Hand Parenting, allerede da hun var spæd. Deres grundtanker gav fantastisk god mening for mig, og de blev en stor inspiration i min opdragelse.


I dag er min datter en skøn voksen kvinde, der står solidt på sine to ben, har masser af spændende venner og lever et stort liv, for hun følger det, hun tænker og tror på. Hun er blevet vuggestuepædagog, og de børn, hun har med at gøre, er heldige at have en voksen, der kan lide at lege og, som også gerne vil være sammen med dem, når de har det svært, uanset hvor lang tid det tager. Hun er selv blevet mor, hun elsker det og nyder det i fulde drag, og jeg er helt vild med at
være mormor.


Matilde og jeg har rejst meget sammen, jeg kan cykle over til den lille familie på bare fem minutter, og hun og jeg har et nært og stærkt og dejligt forhold. Det vil jeg ønske for dig, at du også får lov til at opleve.

bottom of page