top of page

Store følelser

Hvad er gråd til for?​ 

Forældre fortæller mig ofte, at de bliver fortvivlede, hvis deres børn græder længe.

caleb-woods-VZILDYoqn_U-unsplash.jpg

De prøver alt muligt for at trøste og stoppe gråden, og hvis det ikke lykkes, kan det køre helt op indeni dem. Kender du også det?

 

Måske har du forsøgt at aflede dit barn ved at foreslå noget, det kan lege med, sætte musik på, så I kan danse, eller ved at tilbyde lidt hyggemad. Du ønsker jo bare at hjælpe dit barn væk fra det, der generer, og hen til at være glad og veltilpas igen. Og måske har du forsøgt at få dit barn til at falde til ro ved at tysse, synge og vugge det. Men nogen gange er der ikke noget af det, der hjælper, og dit barn bliver ved med at græde.
 

Det ser ud som om, der er brug for noget andet.


Da de fleste børn græder tit, er det top-relevant at vide noget om følelser og gråd. Denne artikel handler om, hvad gråd er til for, og hvad dit barn har brug for, når det græder. Den vil beskrive, hvordan du kan have god kontakt, når dit barn har svære følelser, og tilgangen er varm, nærværende, lyttende.

"Børn ønsker at blive holdt af og taget alvorligt, også når noget er svært. De har brug for, at deres
følelser bliver hørt i stedet for lukket ned."

Når børn græder, er det fordi, de har brug for det

Dit barn græder aldrig for at genere dig. Det kan du være sikker på. Men det har brug for din opmærksomhed til et eller andet. Enten prøver det at fortælle dig, at noget ikke er helt, som det skal være, og at det har brug for hjælp. Eller det har brug for at arbejde sig igennem nogle følelser for at finde tilbage til sig selv igen. Den første form kalder jeg kommunikationsgråd, og den anden kalder jeg bearbejdningsgråd.

Kommunikationsgråd

"Når barnet er helt lille, skal man opfylde alle dets behov, helst med det samme, og man må endda
gerne være på forkant."

Med især de helt små giver det mening at skelne mellem kommunikationsgråd og
bearbejdningsgråd. Kommunikationsgråden handler ofte om noget konkret, som dit barn har brug for hjælp til. Det kan være sult, tørst, luft i maven, noget er ubehageligt, noget strammer, dit barn har det for varmt, eller det er træt. Der er et problem, der skal løses, og hvis du forstår det og løser det, bliver dit barn tilfreds.

 

Gråden kan imidlertid også skyldes lidt mere diffuse ting som, at der er dårlig stemning, dit barn savner opmærksomhed, eller det er blevet overstimuleret - der er sket rigeligt idag, og det har brug for ro nu. Igen er der et aktuelt problem, som det har brug for hjælp til, og du må forsøge at løse det, så godt som du nu kan.


Med kommunikationsgråden gælder det altså om at aflæse dit barn og opfylde dets behov. Når barnet er helt lille, skal man opfylde alle dets behov og helst med det samme. Men elastikken for, hvor længe det kan vente, bliver længere og længere efterhånden.

Bearbejdningsgråd

Som sagt er gråd ikke kun til for at få hjælp til et aktuelt problem. Gråd er også noget andet. Det er en ventil til at komme af med svære følelser. Det er en kropslig og følelsesmæssig proces, hvormed dit barn kan bearbejde noget, der er sket. Det er en helingsmekanisme, som vi mennesker er så heldige at have fået med i fødselsgave.
 

Så gråd er ofte ikke ulykkelighed. Det er et konkret tegn på, at noget svært er på vej ud. Dit barn er igang med at læsse af. Din opgave bliver dermed en anden, end mange tidligere har troet. Det handler ikke om at få gråden stoppet, men om at lytte med nærvær og ro, så helingsmekanismen kan få lov at fungere, sådan som det er meningen.
 

Denne forståelse og tilgang betyder, at du kan slippe et ellers ret uoverkommeligt arbejde med at forsøge at løse dit barns “problemer” i alle dets svære stunder. I stedet kan du lytte. Du behøver ikke at løse noget, men du kan hjælpe til, at det, der tynger, kan blive opløst. Der er noget indeni den lille krop, der føles uudholdeligt, og det skal ud!

"Gråd er en kropslig proces, hvormed dit barn kan bearbejde noget, der er sket."

Hvordan du kan trøste ved at lytte

"Kunsten er at lære at være med i processen og understøtte den
i stedet for at komme til at bremse den."

Hvordan gør man så? Hvordan bærer man sig ad, når ens barn græder?
 

Først må du se efter, om der er noget galt, sådan som jeg har beskrevet tidligere. Og hvis dit barn har slået sig, skal du selvfølgelig undersøge, om det er kommet til skade og har brug for akut hjælp, eller om det “bare” har fået nogle knubs.


Hvis ikke, kan du regne med, at dit barn græder, fordi det har brug for at komme af med noget. Du kan da sætte dig roligt ned, trække vejret og indstille dig på at lytte. Anbring dig, så I kan have øjenkontakt, hvis dit barn vælger det, og sig kun lidt. Det kan f.eks. være, “Jeg er hos dig”, “Jeg kan se, det er svært”, “Det er godt, det svære kan komme ud” eller “Orv, der slog du dig. Det ser ud til at gøre ondt.”
 

Du behøver ikke at forstå præcis, hvad det er, der går dit barn på. Hvis du undlader at bede det om at sætte ord på, kan det nemmere arbejde sig fri af det plagsomme. Måske vil det bagefter fortælle dig om det, men det er ikke sikkert, og det er ikke afgørende. Det vigtige er, at du har været hos det, mens det ved egen kraft arbejdede sig igennem det, der tyngede.


Når du lytter roligt og ubekymret, vil dit barn blive ved, indtil følelserne er kommet ud. Det kan nogle gange tage en rum tid. Men du vil se, når det er færdigt. Pludselig vil det have, at I skal lege med klodserne, I skal sidde hyggeligt og læse i en bog, eller det rejser sig op og går mod køkkenet, fordi det er tørstigt! Dit barn er kommet tilbage til sig selv igen og er klar til at fortsætte dagen.
 

Det kan godt overraske, hvor hurtigt humøret kan skifte og, hvor ekstra dejligt I kan lege bagefter; men det er simpelthen, fordi dit barn har bearbejdet noget og nu er blevet lettet. Helingsmekanismen har fået lov at virke.

Det kan være svært at lytte til gråd

Mange af os er opdraget med, at gråd var skidt, og at ikke-gråd betød, at det var godt. I hvert fald godt nok. De voksne forsøgte i bedste mening at få os til at holde op med at græde, og når det lykkedes, så var det ligesom løst..!? Der var ikke en forståelse for, at der udover kommunikationsgråd også findes bearbejdningsgråd.
 

Familieskolens tilgang kan således komme til at støde ind i, hvordan vi selv er vokset op. Vi kan føle os utilstrækkelige, når vi ikke formår at “løse vores barns problem”. Vi kan nemt komme i tvivl, og en del af os har svært ved at lytte roligt og ubekymret til gråd. Vi bliver frustrerede og har ikke så meget opmærksomhed til at være sammen med barnet. Men det er simpelthen, fordi vi ikke selv er blevet lyttet til.


På vores vej til at finde nærvær og til at lytte med ro og omsorg, kan det være en god ide at dele vores nye oplevelser med nogen, vi er trygge ved. Ligesom vores børn har brug for at blive lyttet til, har vi det nemlig også.

"Det er jo rigtig godt med viden, men det kan stadig tage tid at ændre ting i sig selv. Du prøver at give noget, som du måske ikke selv har fået."

Mulighed for at få hjælp

Hvis du overvejer at få min hjælp til at lære at lytte til store følelser, er du meget velkommen. Jeg har forløb med forældrerådgivning, hvorunder jeg introducerer de relevante redskaber, og du vil få tilbagemelding og hjælp undervejs. Hvis du er interesseret i det, vil vi også se på, hvad du har med fra din egen barndom, så du kan gå til processen så fri som muligt.

 

Hvis I er et par, er I naturligvis velkomne til at komme til forældrevejledningen sammen. Jeg elsker at støtte forældre - enlige såvel som par - i denne forandring, og jeg lover, at det vil gøre en kæmpe forskel i jeres familie. Du/ I kan bestille tid til en uforpligtende samtale her.

Du kan finde min vejledning, Lær at rumme dit barns gråd, her.

bottom of page