Vær sammen med dit barn, når det græder
Gråd og vredesudbrud er ikke ulykkelighed. Det er afladning af følelser; det vil sige, det er den
måde, hvorpå det svære og ubehagelige kommer ud.
Tjek først, om der er et konkret problem, som skal løses
Gråd er en vigtig kommunikationsform for det lille barn. Tjek om dit barn græder pga. sult, tørst, en
bøvs eller prut, uren ble, for varm/ kold, noget der strammer e.l. Dit barn kan også vise, at det
savner kontakt, er træt, over- eller understimuleret eller, at der er dårlig stemning.
Hvis ikke, indstil dig på at lytte
Sæt dig ned, træk vejret, indstil dig på, at det kan tage tid.
Tilbyd øjenkontakt. Sig kun lidt, f.eks. “Jeg kan se, det er svært.”, “Jeg er her hos dig”, “Det svære er på vej ud.”
Dit barn ved, hvad det har brug for. Det vil have dig hos sig, og det vil vise dig alle sine intense følelser. Hvis du lytter, til dit barn har arbejdet sig helt igennem det svære, vil der ske nye ting.
Grunde til gråd
Du behøver faktisk ikke altid at vide, hvorfor dit barn græder og raser. Det vigtige er, at du lytter og er nærværende. Men mulige grunde kan være:
Meget nyt: Dit barn oplever en masse hver dag. Det prøver ting af, udforsker og lærer, og det har brug for at bearbejde de mange indtryk.
Brudt forbundethed: Der kan være aktuelle ting, som er ubehagelige, f.eks. uro, dårlig stemning, travlhed, adskillelse eller manglende opmærksomhed. Dit barn er et følsomt væsen og vil ofte have brug for at græde et stykke tid, når I igen har god forbindelse.
Overgange: I overgangsperioder som f.eks. at begynde i institution eller når ferien er slut, vil dit barn nok have brug for at bearbejde en del.
Tidligere ting: Hvis du har god opmærksomhed, kan dit barn vælge at bearbejde tidligere ting som f.eks. tiden i maven, dets fødsel og den første tid ude i livet.
Hvis du ikke kan lytte
Hvis du mister tålmodigheden, er det vigtigt at stoppe. Sig til dit barn, at du ikke kan lytte mere lige nu, men at du gerne vil igen på et andet tidspunkt.
Hvis du kan, så lav noget rart med dit barn. Ellers sørg for at give det noget at hygge sig med, så du kan få en pause og få mulighed for at tage dig af dine følelser.
Sæt tid af til at lege
Læg mærke til, hvad dit barn er optaget af for tiden. Vær med til dét, og vær med til at lege. Når dit barn føler sig tæt på dig, danner dets hjerne de nervebaner, der giver det mulighed for at lære, huske og tænke. Din uforbeholdne opmærksomhed er guld værd.
Kild ikke. Det er ikke rart, og et lille barn har ikke mulighed for at stoppe det.
Find en lyttepartner
Vi forældre har følelser omkring gråd og meget andet. Hvis vi har et sted at læsse af, kan vi bedre rumme vores barns følelser og trives som forældre.